Jeg har været historiefortæller i en mængde forskellige genrer og medier hele mit liv, og det er blandt meget andet blevet til over 100 bøger de sidste 30 år. Min første offentliggjorte tegneserie hed Sherif Star, og den verserede på Politikens børneside Kængu-posten i 1970. Da jeg kom i realen, udgav jeg undergrundsbladet Kong Svend, og i det kan man finde mine første digte og noveller og en mængde interessante artikler om for eksempel genanvendelse af brugt kaffegrums. I min gymnasietid stiftede jeg i 1975 Folkebevægelsen for W. C. Fields, hvor vi også udgav medlemsbladet Fields'isten.

I 1985 førte Dionysos himself mine skridt direkte til Variety Arts Museum i Los Angeles. Ved et rent og skært slumptræf var jeg flyttet ind på et hotel lige over gaden fra det museum, hvor alle Fields' rekvisitter, plakater og meget mere var udstillet. Jeg lagde blandt andet mine rystende hænder på Fields billardbord, hvor jeg også fik et eksemplar af Fields'isten udstillet. Det var et af mit livs store og lysende øjeblikke, og det førte til, at jeg tog hjem og skrev min Fields-biografi, der udkom under titlen Leveomkostningerne er steget med en femmer pr. halvflaske. Den er senere genudgivet som Øllet blev hans skæbne.

Det var også via Folkebevægelsen for W. C. Fields, jeg første gang kom i kontakt med Dan Turèll. Vi skrev kort og breve og sendte frieksemplarer til hinanden med mellemrum fra midten af halvfjerdserne. Det betød rigtig meget for mig, at han gad at vende sit blik mod Fåborg, hvor jeg boede dengang. Onkel Danny med de sorte negle var den eneste, jeg kunne finde, der brugte sit liv på den måde, jeg gerne selv ville bruge mit på en dag. En multikunstner, der ikke var til at sætte i bås.

I 1976 fik jeg min samfundsfaglige studentereksamen med hiv og sving. Jeg har aldrig været nærtstående ven med skolen. Den var mildest talt ikke kreativ, og den hang slet ikke sammen i kalfatringen. Der var gamle, støvede lærere og unge spruttende 68'ere i et babylonisk kaudervælsk. Der var absolut ingen røde Ariadne-tråde.

Efter gymnasietiden rejste jeg en tur til Israel, og så blev jeg aktivist i det gryende danske tegneseriemiljø. Jeg udgav undergrundsbladet Knulp sammen med den senere filmmand Torben Skjødt Jensen, og mit eget lille undergrundsblad Blomstrende spaghetti. Jeg skrev og tegnede overalt, hvor jeg kunne komme til det, og var i 1979 initiativtager til årets tegneserieudstilling i Huset i Magstræde, København.

I 1978 flyttede jeg så selv til hovedstaden for at være tættere på alle kollegerne og forlagene. Jeg var på det tidspunkt med til at starte undergrundsforlaget Balder & Brage, der blandt meget andet udgav det første helt danske tegneserie-periodica, På Stribe. Min første digtsamling Gjort bedre før udkom også på Balder & Brage sammen med udgivelser som Fuglene, Historien om de kæmpestore bryster og endnu en digtsamling ved navn La i slæk foneide. Den var, som det fremgår af titlen, på et uhyre interessant glemt sprog, som var blevet åbenbaret for mig i en ikke alt for vederhæftig vision. Siden dengang har jeg udgivet tre overgrundsdigtsamlinger: Fuglefri, Hvor er fyrvogteren? og Året rundt på gulvet. Digtene er min private kæphest.

Mine første overgrunds-udgivelser udkom i 1980. Jeg tegnede dag og nat, og jeg tegnede på alt, der var inden for rækkevidde. En tegneserie på et tørret græskar krakelerede dog desværre, da den skulle i reprokameraet. En anden med påsmurt sennep og cigaretskodder lod sig heller ikke reproducere. Det store tegneserieboom var i gang, og jeg tegnede til masser af fanzines og småblade som Tabu/Anghur, Fym, Phönix, Angeldroftisk varp og Andarkisten samtidig med, at jeg mødte mange af de fremstormende tegnere som Claus Deleuran, Peter Madsen, Peter Kielland, Orla Klausen og Sussi Bech.

En anden af de unge rebeller var Henning Kure, der var ansat som tegneserieredaktør på forlaget Interpresse. Henning lavede en tegneserie til mit eget undergrundsblad Blomstrende spaghetti, og så ville han udgive et album med mine ting. Det medførte, at jeg sendte ham omkring 10 tegneserier om dagen det næste halve år, og det ene album endte med at blive til to, der udkom samtidig i 1980: titlerne var Rune T. Kidde og Man siger så meget.

Jeg var ung, ulmende, uregerlig og uprøvet, og da jeg første gang mødte Interpresses forlagsdirektør Arne Stenby, sagde han til mig: 'Ja, Freddy Milton kunne heller ikke tegne, da jeg mødte ham'. Det grundede jeg noget over; men senere kom jeg til at holde meget af Stenbys pragtfulde tørre humor.

Piet Hein kom og besøgte mig i min mere end saneringsmodne lejlighed på Frederiksberg. Han kiggede på en af mine tegninger og konstaterede tørt: Næsen er større end virkningen. Så lavede han en lille tegning, hvor en tepose med Rune T. blev trukket op af en tepotte. Det er grunden til, at jeg i dag bruger Rune T. som signatur. Piet Hein signerede også en gruk-bog til mig med grukket: Gro i ro, lær af træer. På mange måder har jeg nu bestemt ikke groet i ro. Det kreative har altid spruttet som en skovbrand inden i, og jeg havde i mine unge år stærke depressioner, der ind imellem blev afløst af perioder med noget, der nærmest mindede om hyperaktivitet. Det er gudskelov mange år siden nu; men dengang sled det på kræfterne. Det var humoren og fortællingerne, der gav mig energien til at komme over de sorte huller.

De første seriealbums blev fuldt af mange flere i årene frem til 1990, blandt andet Den Lilla Møghætte og pulven, Må jeg høfligt anmode Dem om at tage denne sag alvorligt og Menigmands guide til det indre marked. Det sidste lavede jeg sammen med den herlige, gamle viking Jørgen Mogensen, Poeten og lillemor. Jeg skrev og tegnede også for rigtig mange blade som Press, avisen Fyn, avisen København, Svikmøllen, Politiken og Ekstra Bladet, og jeg udgav en lang række børnebøger som for eksempel En kattens historie, De tre bukke bruse og Den sorte Bastian, den sidste i samarbejde med Flemming Qvist Møller.





















På den anden side set var jeg godt og grundigt træt af at tegne små mænd med store næser og være humorist. Alle opgaverne kom inden for den genre, og jeg trængte meget til at få foldet nogle af de andre sider af de multikulørte vinger ud. Da jeg blev blind i 1990, frigjorde det mig rent kunstnerisk. Det første år var selvfølgelig en barsk oplevelse. Det har jeg skrevet romanen Midt i havet, midt i himlen om.

Samtidig med de mange knubs tog jeg fat på alle de kreative krumspring, som jeg altid havde drømt om at lave. Det første års tid arbejdede jeg som manuskriptforfatter og layouter på diverse tegneserier, blandt andet Det fille, det falle med Peter Kielland som tegner, Dolly Dyt og de bøvede bamser med Lars Bering Haarup som tegner og serien Frit efter H. C. Andersen med Flemming Jeppesen som pennebestyrer. Manuskript og layout leverede jeg på bånd. I den periode begyndte jeg også at arbejde for Danmarks Radio og lavede blandt andet rejsereportager fra Færøerne, Frankrig, Japan og Kina.

Jeg fik også udgivet min første roman Rejsen til Alvilva i 1993, og jeg begyndte at rejse det ganske danske land rundt som levende historiefortæller. Fra den tid af er opgaverne kommet væltende ind ad døre og vinduer i en uafbrudt strøm. Jeg har lavet mange humorbøger som for eksempel Mak og mesterværker, Guide til den Eurobæiske onion og H. C. Anderledes. Børnebogsserien Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr har hærget landet i snart mange år og er også udkommet i en samlet udgave. Der er også kommet flere andre børnebøger som Eventyret om eventyret, Sørøver Skumskæg og andre historier og Krigen om Klatkagebjerget og andre historier.

Romanskriveriet har jeg fortsat med bogen Da Henry Høj gik over i historien, og jeg har lavet en masse cd'er i eget navn og sammen med folk som Nanna, Povl Dissing, Bente Kure og Fuzzy. Endelig har jeg skrevet både teater, operalibretti, tv- og filmmanuskripter. Titler som Ali Babas kameler, Heksemutter Mortensen og den fede kalkun og Dagny Dollly går igen, og jeg har lavet citatsamlingen Forfattere, fyndord og folkemunde og kunstbogen Thormod Kidde, Kvindfolk om min far.

I 2004 var jeg i Sydafrika og spille hovedrollen i Jon Bang Carlsens film Blinded angels. Det eneste arbejdsområde, jeg efterhånden mangler at kaste mig ud i, er balletten; men jeg er ikke sikker på, at de vil have mig. Det bliver sikkert svanens død. Hvis du vil vide mere om min produktion, så kan du måske finde det i KRUSEDULLER, KRAGETÆER OG KREATIVE KRUMSPRING, som udkom i anledning af min 50 års fødselsdag i 2007.